Danmark nye Nordiske Mestre i Ultraløb!

I 6 timer i træk blev der lørdag den 18. maj, dystet i Kokkola, Finland, om det Nordiske Mesterskab i Ultraløb.

Danmark vandt en 3-dobbelt sejr og fejede alt nordisk modstand af banen ved at vinde hold-konkurrencen samt den individuelle sejr hos både mænd og kvinder.

Danskerne løb sig til guldet med en solid holdindsats hos de 5 danske kvinder som alle bidrog til holdsejren for kvinder. Holdresultatet, hvor de 3 bedste tæller, blev flotte 206 km.

Heine Kærsgaard Laursen løb ca 76 km og tog guldet hos herrerne.
Bouchra Lundgren Eriksen løb 75,4 km og tog guldet hos kvinderne.

Det sejrende danske hold bestod af Bouchra Lundgren Eriksen, Christina Schifris, Helle Jehs Nissen, Jane Skov og Kirstine Bach Storgaard.

Succesen er i høj grad bygget på et bevidst arbejde med at løbe som et hold, hvor alle bakker hinanden op hvert minut af kampen, i en sport som ellers er ultra-individuel. Dét er recepten på at vinde over langt større løbenationer.

Sejren er ikke nogen tilfældighed. Danmarks ‘ultra-vikinger’ tilhører efterhånden verdenseliten når det gælder løb over de helt lange distancer. Således vandt Stine Rex fra Ultralandsholdet en sikker sejr i det 221 km lange Ultrabalaton i sidste weekend og Tina Andersen vandt i denne uge det uofficielle VM for 6 dages løb i Ungarn.

På landsholdet arbejder vi struktureret på langsigtede fremgange, sådan at det danske landshold kan forsvare titlen på hjemmebane i 2020. Inden da er der vm i 24 timers løb i Frankrig i oktober i år, som også har en høj prioritet for ultralandsholdet.

/Peter Leisted Bøgevig, landsholdskoordinator, og Jesper Kenn Olsen, ultralandstræner.

Fotograf Jesper Kenn Olsen (fra Venstre): Heine Kærsgaard Laursen, Bouchra Lundgren Eriksen, Frederik Olausson (arrangør), Christina Shifris, Helle Jehs Nissen, Kirstine Bach Storgaard, Jane Skov

Kirstine Bach Storgaard (tv), Christina Schifris(th)

IAU 24 timers EM 2018 Danmarks første medalje

Stine Rex tog sølv til EM 24 timer 2018, som blev afholdt i Timisoara, Rumænien 26-27. maj.

Stine Rex nåede ud på 241,9 km og var blot 1½ km fra guldet, som blev vundet af den regerende verdensmester.

Bag præstationen står et solidt team-work med de 2 andre danske kvinder på holdet: Anne Marie Geisler Andersen og Lisbeth Billeskov Hansen.

Hos mændene nåede 3 ud af de 4 herrer på det danske hold over 200 km.

Resultatet kan ses her: https://my2.raceresult.com/98907/results?lang=en

Status Ultralandshold 100 km & 24 timer 2017/2018

Den første sæson, hvor vi har haft ledelsen af ultralandsholdet, er nu afsluttet.

Vigtigst – så løb holdet solidt til VM 24 timer i Belfast med top 10 placering hos mændene og dansk rekord hos kvinderne. Desuden blev ultralandsholdets ledelse fordelt på 2 poster (koordinator & landstræner), samt at ledelsen nu for første gang i ultralandsholdets historie har et DAF-budget at arbejde med.

Detaljerne fra sæsonen og vores visioner for 2018-sæsonen kan ses på www.facebook.com/ultralandshold
Samme sted er listen over brutto-holdet til VM 100 km og EM 24 timer i 2018.

Godt Nytår & God Træning!

/Jesper Kenn Olsen & Peter Leisted Bøgevig

Ny dansk rekord på 6 timer

En rundstrækning på godt 2 km i lagde i dag asfalt til ALOTs CPH 6 hour run. På grund af den megen regn i den seneste tid, var løbet rykket til området omkring Albertslund Stadion.

Den helt flade rute passede perfekt til Brian Arreborg Hansen, idet han løb hele 87,159 km på de 6 timer. Det er ny dansk rekord på distancen. Stort tillykke.

Run course CPH 6H

Om fire uger stiller Pia Joan Sørensen og Brian Arreborg Hansen til start ved VM 100 km i Doha, Qatar.